Psykoterapi

Der kan være mange forskellige grunde til at opsøge terapi.

Sorg, livskrise, stress, depression, konklikter i nære relationer, forvirring eller ønske om selvudvikling.

Jeg lægger vægt på at skabe en tryg og tillidsfuld atmosfære, der giver mulighed for at vi sammen finder en vej med indsigt, lindring og forandring.

Jeg tager udgangspunkt i det, der er i dit liv netop nu, og tilrettelægger terapiforløbet i forhold til det. Desuden arbejder vi med din personlige historie, da der ligger mange svar gemt i den. Det er ofte nødvendigt at tale om og arbejde med ting der er sket i fortiden, før vi sammen kan rette blikket fremad.

Det er ofte en stor hjælp at opnå bedre forståelse og indsigt i egne reaktioner.

  • Hvorfor reagerer jeg som jeg gør?
  • Hvad handler om mig og hvad handler om mine omgivelser?
  • Hvorfor løber mit temperament af med mig, selvom jeg forsøger at forhindre det?
  • Handler mine reaktioner om min opvækst og de udfordringer jeg har med mig i bagagen?
  • Hvorfor tør jeg ikke tro på mig selv og egne kræfter?
  • Hvorfor bliver jeg angst og overvældet i nye situationer, men også i hverdagen?
  • Hvorfor har jeg ofte lyst til at gemme mig, når jeg møder udfordringer i mit liv?
  • Hvorfor rammes jeg af stress?
  • Hvorfor påvirker tidligere negative hændelser mig forsat?
  • Hvordan klarer jeg smerten fra sorg eller følelsesmæssige svigt?

 

I terapien vil du kunne få hjælp til at finde dine styrkesider og egne kompetencer, så disse kan fremmes og udvikle sig.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at det at gå i terapi er en form for samarbejde mellem klient og terapeut. Det vil sige, at både klienten og terapeuten på hver sin måde bærer et ansvar for, at det bliver nogle værdifulde terapi-timer.

Ring til mig, så lytter jeg til dig og vurderer, om jeg kan hjælpe dig eller om jeg tænker, at du vil kunne få bedre hjælp et andet sted. Samtidig kan du også få en fornemmelse af om ”kemien” passer og om du vil kunne føle dig tryg i mine hænder. 

Fokus på kroppen

Hos mig vil der også være fokus på kroppen, hvad oplever og mærker du i kroppen.

Netop det, at være opmærksom på sin egen krop, opleves uvant for mange. Der ligger et stort udviklingspotentiale i at blive bevidst omkring hvad der sker i kroppen, så du kan blive mere til stede i din krop, opleve bedre sammenhæng mellem hoved og krop og så du bedre kan aflæse de signaler din krop sender dig. 

Nå vi arbejder kropsorienteret, så lægges der vægt på det, du oplever i terapitimen her og nu. Så i stedet for kun at tale om noget, der skete i fortiden eller dagen før, inkluderes det du oplever nu. På den måde væver terapien sig ind og ud af fortiden og nutiden, fra historien til oplevelser i kroppen og sanserne her og nu. 

Vores traumer og gamle ubearbejdede oplevelser er lagret i nervesystemet eller i den ‘gamle’ del af vores hjerne, den autonome hjernedel. Kroppen husker alle disse oplevelser og vi bærer rundt på dem hver dag, ofte uden at vide det. 

Når disse oplevelser ikke er forløst og stadig sidder et sted i vores system eller krop kan det føre til symptomer som angst, depression, lavt selvværd, stress, fobier, traumer ol. Så selvom du ikke er direkte i kontakt med tidligere oplevelser eller traumer, kan de stadig have en påvirkning på dig. Derfor vil vi sammen arbejde med at få adgang til dybere lag af din psyke og finde adgand til det, der binder dig til fortiden og påvirker din nutid negativt. 

Jeg arbejder også fysisk med kroppen og med guidede afslapnings øvelser med fokus på at skabe kontakt og ro.  

Psykoterapeut MPF

Jeg er psykoterapeut MPF

MPF betyder: Medlem af Dansk Psykoterapeutforening.

Psykoterapeut MPF er et kvalitetsstempel. Medlemmer i Dansk Psykoterapeutforening kan føje et MPF til deres titel. MPF er en garanti for både uddannelse og erfaring. Alle psykoterapeuter MPF er to-faglige, det vil sige, at de både har en faglig relevant grunduddannelse på mindst bachelorniveau, og at de derudover har afsluttet en godkendt 4-årig psykoterapeutuddannelse.

En psykoterapeut MPF har mange års uddannelse og masser af praktisk erfaring.